Familiebaseret terapi til unge under 15 år med anoreksi eller bulimi
Når man er under 15 år, bor hjemme og kæmper med anorektiske eller bulimiske mønstre, peger forskningen på at Familiebaseret terapi (FBT) har den bedste og mest langtidsholdbare virkning. Jeg tilbyder her forløb med familiesamtaler, hvor første samtale altid giver vurdering af sværhedsgrad og anbefalet behandling.
I familiesamtalerne sættes fokus på hvordan forældre bedst muligt støtter unge til at blive fri for spiseforstyrrede mønstre. Dette både via generel forståelse af spiseforstyrrelsen og forståelse af det, den unge kæmper med i sine tanker, følelser og handlinger omkring mad, motion og krop.
Familiebaseret terapi mod spiseforstyrrelser hos unge er inddelt i tre faser, der svarer til i hvor høj grad den unge selv har ansvaret. I starten er der oftest brug for at forældrene overtager ansvaret for spisningen og gradvist gennem forløbet giver ansvaret tilbage til den unge.
Familiestøtte er effektivt til at hjælpe unge med spiseforstyrrelser
Få faglig vurdering af hjælp til ung med spiseforstyrrelse
Ved den første samtale giver jeg en samlet vurdering i forhold til alvorsgraden af spiseforstyrrelsen og behovet for behandling. Her tager jeg også ansvar for at henvise jer til læge eller et mere intensivt behandlingstilbud i psykiatrien, hvis det er nødvendigt.
Som forældre til en ung under 15 år, vil I altid deltage i den første del af samtalen og få en tilbagemelding til sidst.
Rådgivning til forældre om ung med spiseforstyrrelse
Forældre er meget velkomne til at starte med en rådgivningssamtale alene. Rådgivningen kan understøtte at I som familie får øget viden og står stærkt i forhold til at hjælpe den unge med at bryde de spiseforstyrrede mønstre.
Kontakt
Send mig en sikker besked for at høre nærmere og evt. booke tid til en første samtale. Første samtale er altid 90 min., så man kommer godt i gang. Her er det vigtigt at mærke efter om jeg er den rigtige psykolog til at hjælpe.